§ 1 NAVN OG OMRÅDE

Danmarks Bridgeforbunds distrikt Østjylland omfatter de bridgeklubber, der er medlemmer af DBf og er hjemmehørende (har fast spillested i Østjylland), jf. DBf-vedtægt § 9.

§ 2 FORMÅL

Distriktets formål er:

  • at organisere og fremme turneringsbridge indenfor distriktet
  • at være bindeled mellem klubberne og DBf.
  • at virke for klubbernes interesse i forholdet til DBf.
  • at udskrive og arrangere bridgeturneringer, herunder de af DBf påbudte officielle turneringer indenfor distriktet.
  • at bistå klubber og spillere med vejledning i bridgespørgsmål.

§ 3 GENERALFORSAMLING, KOMPETANCE OG STEMMEREGLER

1. Distriktets øverste myndighed er generalforsamlingen. Den er åben for alle klubmedlemmer i distriktet samt for medlemmer af DBf’s hovedbestyrelse.
2. Hver klub har en stemme pr. påbegyndt 25 medlemmer, dog højest 10 stemmer pr klub. Beregnet efter medlemstallet den forudgående 31. december.
3. Stemmeretten udøves af den eller de af hver enkelt klub blandt dets medlemmer udpegede delegerede. Er der udstedt fuldmagt af den pågældende klubs bestyrelse til et eller flere af klubbens medlemmer, udøves stemmeretten af den eller de befuldmægtigede.
4. Der skal straks efter generalforsamlingens begyndelse konstateres, hvilke klubber, der er repræsenteret, og hvilke stemmetal de enkelte delegerede råder over.
5. Beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet er bestemt i nærværende vedtægter.

§ 4 ORDINÆR GENERALFORSAMLING

1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert ar inden 15. maj og indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved skrivelse til samtlige klubber i distriktet eller ved meddelelse i bridgealmanakken eller i Dansk Bridge.
2. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter

  1. Valg af dirigent.
  2. Konstatering af stemmetal.
  3. Distriktsbestyrelsens beretning.
  4. Aflæggelse af årsregnskabet.
  5. Fastlæggelse af kontingent til distriktet og/eller kredsen.
  6. Meddelelser fra DBf.
  7. Forslag fra distriktsbestyrelsen, klubber eller enkeltmedlemmer.
  8. Valg af distriktsbestyrelse.
  9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  10. Eventuelt.

3. Dagsorden med angivelse af samtlige forslag, der skal behandles under punkt 7, skal udsendes til klubberne senest 10 dage før generalforsamlingen.
4. Forslag, der ønskes optaget på dagsordenen, skal være indsendt til distriktsbestyrelsen inden udgangen af marts måned. Der kan ikke træffes beslutning i sager, der ikke er optaget på dagsordenen, medmindre 2/3 af de stemmer de delegerede råder over, afgives for et forslag herom.

§ 5 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når distriktsbestyrelsen finder det fornødent, eller senest en måned efter, at mindst 4 af distriktets klubber skriftligt overfor distriktsbestyrelsen har fremsat motiveret ønske herom.
2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt med et varsel på mindst 14 dage og med angivelse af dagsorden.

§ 6 DISTRIKTSBESTYRELSEN

1. Distriktet ledes af en bestyrelse, der er ansvarlig over for generalforsamlingen.
2. Bestyrelsen vælges for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
3. Antallet af bestyrelsesmedlemmer fastsættes af generalforsamlingen, men skal dog mindst være 3.
4 Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og kasserer, men fastsætter i øvrigt selv sin forretningsgang.
5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
6. Bestyrelsen indkaldes til møde, når formanden finder det ønskeligt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
7. Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i det omfang det skønnes nødvendigt.

§ 7 REPRÆSENTATION OVERFOR DBf

1. Repræsentanter til DBf’s repræsentantskab udpeges for et år ad gangen af distriktsbestyrelsen. Repræsentanterne bør som hovedregel vælges blandt distriktsbestyrelsesmedlemmerne, dog kan en repræsentant fra foregående år udpeges for at sikre kontinuiteten.
2. Såfremt en repræsentant er forhindret i at udøve sine beføjelser som repræsentant og også er forhindret i at udpege en fuldmægtig, jvf. DBf-vedtægt §5, stk. 8, udpeger distriktsbestyrelsen en suppleant.
3. I øvrigt påhviler det distriktsbestyrelsen at formidle kontakten med DBf, herunder at udpege kontaktmedlemmer til de af hovedbestyrelsen nedsatte komiteer.

§ 8 REGNSKAB OG REVISION

Distriktets regnskabsår løber fra 1-1 til 31-12. Regnskabet revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

§ 9 KONTINGENT

Efter vedtagelse på generalforsamlingen kan det pålægges klubberne at betale et kontingent til distriktet for hvert medlem i overensstemmelse med DBf-vedtægt § 11.

§ 10 TURNERINGSBESTEMMELSER

1. Til at forestå de turneringer, som distriktsbestyrelsen har vedtaget at afholde, eller som den af DBf (eller kredsbestyrelsen) pålægges at afholde, udnævner distriktsbestyrelsen et turneringsudvalg på mindst 3 medlemmer, hvoraf mindst 1 skal være medlem af distriktsbestyrelsen.
2. Turneringsudvalget har tillige til opgave at fungere som distriktets regelfortolkende udva1g, jf. DBf-vedtægt § 12 stk. 2.
3. En klub som arrangerer åben turnering, skal senest 6 uger i forvejen meddele spilledagen til distriktet, der kan påbyde at klubben vælger en anden spilledag.

§ 11 TURNERINGSMÆSSIGT SAMARBEJDE

1. Distriktet indgår i turneringsmæssigt samarbejde med øvrige jysk-fynske distrikter i overensstemmelse med gældende vedtægter for kredssamarbejdet i kreds IV, jvf. DBf- vedtægt § 10, stk. 2.
2. Distriktets medlem af kredsbestyrelsen udpeges for et år ad gangen af distriktsbestyrelsen.

§12 VEDTÆGTSÆNDRINGER

Til ændring af vedtægterne kræves, at 2/3 af de stemmer, de tilstedeværende delegerede råder over, afgives for et på dagsordenen for generalforsamlingen optaget forslag.

§ 13 OPLØSNING AF DISTRIKTET

Til opløsning af distriktet kræves, at mindst 2/3 af det antal stemmer, de tilstedeværende delegerede råder over, afgives for et forslag herom på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. Af de 2 generalforsamlinger skal den ene være ordinær. Indkaldelse til den anden af de to nævnte generalforsamlinger med dette punkt på dagsordenen kan ikke ske, før forslaget er vedtaget på den første generalforsamling og godkendt på et repræsentantskabsmøde.

§14 VEDTAGELSE

Disse vedtægter træder i kraft den 10. maj 2000